Koldkrigsmuseet Regan Vest
Vi deltog lørdag formiddag i et veltilrettelagt besøg i koldkrigsmuseet: “REGAN Vest” - Regeringsanlæg Vest - sammen med 28 andre MX-5 ejere.
Her i den hemmelige bunker skulle embedsmænd og regent arbejde under en atomkrig.
Anlægget ligger skjult 60 m under en kridtbakke i Rold Skov og har plads til 350 personer, regering, regent, embedsfolk, driftspersonale, læge og præst!
Koldkrigsmuseet var booket hele formiddagen til MX-5 klubben.
Inden rundvisningen et besøg i en flot udstillingsbygning, hvor der vises og forklares i billede og lyd om danskernes hverdag under den kolde krig, frygten for atomkrig og de politiske spændinger, men også om det enorme, hemmelige beredskab, der blev etableret for at beskytte os i tilfælde af krig.
Ved siden af lå tidslommen “Maskinmesterboligen” (bolig for opsynsmanden med REGAN Vest under den kolde krig).
Derefter en fantastisk spændende rundvisning i grupper på 10 personer, med en utrolig dygtig guide, som fortalte meget indlevende om livet, som skulle leves i den 5500 m2 store bunker i 2 etager - 60 meter nede under jorden i kalkbakken i Rebild Bakker, hvis atomkrigen kom!
Efter rundvisningen, som varede 1,5 time, (tiden føj afsted), nød alle deltagerne en dejlig frokost i stedets café, inden en samlet varieret køretur gennem smukke Rold Skov med bl.a. et stop ved en kirkegård, hvor et engelske bombeflys mandskab, som var styrtet ned i Rold Skov under 2. verdenskrig, var begravet.
Stor tak til Jytte og Ole for en meget fin oplevelsesrig dag.
Ulla & Poul Birk, Hald Ege